Prædiken nytårsaftensdag d. 31.12.2011

Salmer: 717, 388, 321 og 712

Tekst Matt 6,5-13:

Og når I beder, må I ikke være som hyklerne, der ynder at stå og bede i synagoger og på gadehjørner for at vise sig for mennesker. Sandelig siger jeg jer: De har fået deres løn. Men når du vil bede, så gå ind i dit kammer og luk din dør og bed til din fader, som er i det skjulte. Og din fader, som ser i det skjulte, skal lønne dig.

Når I beder, så lad ikke munden løbe, som hedningerne gør, fordi de tror, at de bønhøres for deres mange ord. Dem må I ikke ligne. Jeres fader ved, hvad I trænger til, endnu før I beder ham om det.

Derfor skal I bede således:

      Vor Fader, du som er i himlene!

      Helliget blive dit navn,

      komme dit rige,

      ske din vilje

      som i himlen således også på jorden;

       giv os i dag vort daglige brød,

       og forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere,

       og led os ikke ind i fristelse,

      men fri os fra det onde.

       For dit er Riget og magten og æren i evighed! Amen.

Bøn som tom snak

Når I beder, må i ikke gøre det som de hyklere, der for at blive set og yndet, står og beder foran andre mennesker. Det kan godt være, at bøn er en integreret del af jeres fromhedsliv, men det er ikke de andre mennesker, som bønnen skal henvende sig til. Sådan omtrent taler Jesus til sine tilhørere. Jesus taler ikke for at nedbryde bønnen, men snarere for at opfylde den. Han ved, at jøder har faste bedetider, men han ved også, at bøn ikke behøver at være tom snak/ eller tvangsfikseret plapren:

Hvorledes skal vi så bede?

Bøn som bekendelse og samtale

Tidligere i kirkens historie var det normalt at gå til skrifte. Skriftestolen var placeret sådan, at man ikke kunne se præsten, blot høre hans ord. Således kunne den bekendende også bevare sin anonymitet og bekende sine synder – synder, som jo betyder, at noget i en (visse omstændigheder) gør, at man har adskilt sig fra Gud. Synd, som kommer af ordet ’sund’, betyder nemlig adskillelse. I dag har vi i de protestantiske kirker ”glemt” skriftestolen, og når nogle blandt kirkegængerne kan savne den, tror jeg netop det skyldes, at stolen ikke behøver at være et udtryk for et synderegister. For Stolen er en invitation til bekendelse og samtale – en mulighed for at lette hjertet. Men ikke desto mindre kan bønnen virke på samme måde, fordi den har kraft til at rumme alle vores ord. Og dén vi henvender os til, den himmelske Fader véd jo, hvad hans børn trænger til – ligesom en mor i mange tilfælde ved, hvorfor det lille barn græder.

Bøn kan altså både være bekendelse og samtale. På den måde er den et gensidighedsforhold i den forstand, at man i bønnen, i henvendelsen til Gud, samtidig lærer sig selv at kende (og omvendt). Og så kan der jo ikke være tale om tom snak.

Fadervor

At Jesus så lærer sine disciple (og tilhørere) at bede Fadervor betyder ikke, at denne bøn er den eneste bøn, som findes. Fadervor er mønstret på den bøn, der er rettet mod Gud. Det er til og med en bøn, som man kan bede sammen – en bøn, der er rettet mod Guds riges frembud og men ikke mindst den bedendes egen konkrete eksistens. I bønnen er Guds og menneskets virkelighed ét. Her lægger vi vores våben fra os, her lader vi vores facade eller mange masker blive i skuffen, og endelig så går vi ind i bønnen som et barn – håbefuldt og symbiotisk/sammensmeltende.

Man kan sige, at det minder lidt om det at gå i kirke. Det første i gør, når I træder ind i kirken, er, at sætte jeres fødder i våbenhuset. Våbenhuset var oprindelig tænkt som stedet, hvor menigheden kunne lægge sine våben. Mange kom jo ind fra marken måske til og med krigsmarken. Men hvordan det end hang sammen, var det en fin markering af, at våben ikke hører til i kirken (og i forholdet til Gud) – og det gælder også de usynlig våben, dvs. dem vi alle bærer i form af de uendelige barrierer, der kan være mellem os og Gud eller mellem os og andre mennesker.

Man kan til og med sige, at jo nærmere man kommer alteret, f.eks. under nadveren, desto mere kalder Gud på vores ”nøgenhed”; det afvæbnede menneske.

Det afvæbnede menneske

Og hvad er det så, der er så særlig ved det afvæbnede menneske? Ved det afvæbnede menneske til forskel fra det væbnede menneske, hvad der er det rette at gøre, f.eks. hvordan man skal bede?

Nu er det jo sådan, at skal man være afvæbnet, sågar træde afvæbnet frem foran Gud, da må man først have været væbnet. Vi veksler alle mellem at være væbnede og afvæbnede. Nu er det selvfølgelig ikke våben som bomber eller pistoler, jeg mener, men våben som vi kan forsvare os med gennem vores sprog. Sådanne våben skjult i sproget fungerer som forsvarsmekanismer, og de er ofte skyld i, at vi bruger store ord, praler, afviser eller overfuser andre – eller gør det modsatte af, hvad vi egentlig dybest set havde håbet, vi ville gøre.

Det er derfor heller ikke altid så nemt at blive voksen. Hvor vi i barndommen havde en far eller mor til at irettesætte os f.eks. ved at opfordre os til at sige undskyld til vores søster eller bror eller naboens ulidelige barn, har vi nu kun os selv. Vi er med andre ord vores egne forældre og vores egen præsident.

Men her bliver det afvæbnede menneske interessant. For det afvæbnede menneske har kastet håndklædet i ringen. Det afvæbnede menneske har smidt sine våben, bekendt sine fejl og ønsker nu igen at stå i et forhold til sin elskede. Den afvæbnede fandt i sit eget mørke (gennem trængslerne) kimen til en bøn: Hjælp mig, befri mig, se mig. En bøn, der hurtigt blev til en samtale: ’Mit barn, sket er sket, og du ved ikke, hvad dagen bringer dig i morgen. Men jeg har set dig. Du er set, husket og altid elsket. Gå med fred’. Det afvæbnede menneske er med disse ord dét menneske, der både tager den Gud, der er midt iblandt os, og så sin egen konkrete eksistens alvorligt. Bønnen er derfor også dét sted, hvor vi farer op med ord og måske artefakter, men det er også det sted, hvor vi falder ned, rolige og afvæbnede.

At komme hjem

Bøn er med andre ord ’at komme hjem’. Men når alt det er sagt, alt det som denne prædikenen har sagt og kunne sige om bøn, ja, så er bønnen jo først og fremmest på jeres side. Ligeså ordrig den kan være, ligeså ordløs kan den være – akkurat som jeres eget åndedræt.

Forleden aften var der en udsendelse om Fangekoret i Vridsløselille fængslet. Fangerne i koret sang ikke for at blive set eller for at prale. Nej, der var snarere tale om en bekendelse – en bekendelse, der ikke kræver et svar, men automatisk får svar i kraft af sin egen eksistens. Sangene, som vi seere fik at høre, havde nemlig deres klangbund i fangernes levede liv. Som organisten sagde, var de ikke ligefrem Guds bedste børn, men sangen gav dem mulighed for at tage dem selv og deres liv alvorligt. Ja, man kan sige, at sangene sang sig selv, akkurat, som når bønner beder sig selv i os. Og her er vi jo netop ved åndedrættet: Åndedrættet, der har sin egen rytme i os. Vi tænker ikke over, hvorledes vi skal trække vejret, nej, for lungerne gør det for os. Sangene kan også synge sig selv, når de bliver en del af vores eget åndedræt og livsrytme. De kan vel og mærke synges for et publikum, men de bliver til i den syngendes hjerte. Og sådan kan man sige, at din og min bøn bor her i vores eget hjertes fulde rytme.  Og findes der et bedre hjem?

Til slut en lille note:

Guds rige er midt iblandt os, som vi om lidt skal synge, men det med Herrens stemme vi ikke kan se, det kan os virkelig tynge.

Dog kalder Herrens stemme os hver især, så vi med hjertet kan fornemme, at Guds rige kom os nær.

Og det med bønnen, ikke at forglemme, minder os om lønnen, der kommer og går, som et nærtstående nytår.

Læg derfor dine våben og be, at Guds vilje i dit liv må ske. Amen.