Prædiken 1. Juledag Haslund 2011

 - Når livet får krop

Salmer: 99, 114, 123 og 100

Fra den jordnære beretning til de højere skylag

En kort sammenfatning af prædikenteksten og selve prædikenen i går, juleaften, kan udtrykkes med tre ord: Når kærligheden (og livet) får krop. For den fødsel, der fandt sted i Betlehem, var ikke en helt almindelig fødsel. Det siges, at det var en Jomfru-fødsel – en fødsel, der bryder enhver sund fornuft. Og alligevel er det jo en meget jordnær beretning om Jesu fødsel, hvor vi følger Maria og Josefs møder med englen til rejsen mod Betlehem og endelig til fødslen i stalden. Det er en beretning, som har et budskab, nemlig, at Jesus blev menneske. I dag har vi mulighed for at drage nytte af endnu en beretning, og det er som sagt den tekst, som også kaldes Johannes prologen. Med denne prolog (indledning) om Ordet som liv og lys for mennesker åbner Johannes sit evangelium om Ham, som blev kød og tog bolig iblandt os.

Mørket og begyndelsen

Fælles for de to tekster, er, at det guddommelige må fødes i kød og blod for at kunne være en del af os. Men der er samtidig tale om et mørke; mørket julenat, Maria og Josefs frygt på rejsen mod stalden i Betlehem, den mørke himmel, som kun stjernen kunne oplyse. Og mørket, der var i begyndelsen, før alt blev skabt, mørket som eksistensvilkår, dvs. mørket som en del af kosmos og mørket som en del af os. Alt, hvad der allerede var i begyndelsen, havde sit eget liv, og nu blev det – ganske vist i lyset af det, der allerede var – nyskabt. Dette sammenspil mellem mørke og lys er både hentet fra skabelsesberetningen, men også fra de to tekster. For her er der tale om den samme skabelsesproces. Men det nye er, at hvad enten vi taler om Jesu fødsel eller om Ordet, som blev kød og blod, at det nu handler om, at Gud gør sig synlig i verden. Ikke synlig i den forstand, at vi kan se Gud, men synlig på den måde, at vi har mulighed for gennem tale, handling og vores blotte væren at stå i relation med Gud.

”Jeg er”-sætningerne sætter det måske i perspektiv, for at Jesus er ”vejen, sandheden og livet”, er i sig selv et under. Og hvorfor det? Fordi det inkluderer os. Gud gør sig ikke synlig eller handlebar uden, at det samtidig omfatter os. Vi er en del af Guds ny-skabelse. Vi får måske ikke nye navne, men mødet mellem Jesus og os åbner nye dybder i vores sind, ja, man kan sige, at muligheden er klar: at blive født på ny, at blive forandret eller at blive forbundet med sin sjæl.

Rødhalsen

Nu er jeg klar over, at en sådan snak nemt kan virke mystisk eller abstrakt. Og det er den på sin vis også.

Derfor er det også tid til en lille historie – en lille historie om en rødhals’ rejse gennem årtusinde. Den lille rødhals som i begyndelsen fik sit navn, kunne ikke forstå, at den var så lille og grå, når nu den hed Rødhals. Vor Herre der havde malet alle de andre dyr i flotte farver og sågar havde givet dem, hvad de havde brug for, f.eks. lange ører til æslet, da æslet havde svært ved at huske dets eget navn. Men Vor Herre havde glemt at male Rødhalsens hals rød. Det var i hvert fald, hvad Rødhalsen troede, men Vor Herre havde venligt sendt den ud i verden med ordene om, at den selv måtte vinde sig den røde farve. Rødhalsen fløj ud og forsøgte gang på at vinde sin røde hals, først ved at lave en rede i en tornebusk, sådan at den ved sit eget blot kunne få farvet halsen rød. Men der skulle gå tusinde af år før den dag, hvor alting forandrede sig for Rødhalsen. Rødhalsen sad en dag i sin rede med sine unger og fortalte om Rødhalsens rejse gennem årtusinde uden det helt at vinde sin røde farve. Men pludselig blev Rødhalsen overdøvet af et støjende korsoptog, som nærmede sig dens rede. Rødhalsen mærkede frygten, og fløj ned i reden og bredte sine vinger om sine små unger. Men den kunne stadig holde øje med, hvad det var, der foregik. Og Rødhalsen så, hvordan tre mænd blev korsfæstet. Det var et frygteligt syn, men midt i dette mareridt, kunne Rødhalsen ikke få øjnene væk fra den korsfæstede i midten:

>>"Jeg ser, at tornene har stukket hans pande, så der flyder blod," vedblev den. "Og denne mand er så skøn og ser sig om med så mildt et blik, at alle burde elske ham. Det er, som mit hjerte blev gennemboret af en pilespids, når jeg ser ham lide." Den lille fugl fik mere og mere medlidenhed med den tornekronede. "Var jeg min broder ørnen," tænkte den, "ville jeg rive naglerne ud af hans hænder og med mine stærke kløer jage alle dem bort, der piner ham." Rødhalsen så nu blodet dryppe ned på den korsfæstedes pande, og så kunne den ikke længere holde sig stille i sin rede. "Skønt jeg er lille og svag, kan jeg dog måske gøre noget for det stakkels, forpinte menneske," tænkte fuglen. Og den forlod sin rede og fløj op i luften, fløj i store kredse omkring den korsfæstede. Den kredsede flere gange omkring ham uden at vove at nærme sig; thi den var en sky, lille fugl, der aldrig havde haft mod til at nærme sig et menneske. Men lidt efter lidt tog den mod til sig, fløj hen til ham og trak med sit næb en torn ud, der havde boret sig ind i hans pande. Men idet den gjorde det, faldt en dråbe af den korsfæstedes blod ned på fuglens bryst. Den bredte sig hurtigt og flød ud og farvede alle de små, fine dun på bryst og hals. Men den korsfæstede oplod sin mund og hviskede til fuglen: "For din barmhjertigheds skyld har du nu vundet det, som din slægt forgæves har eftertragtet lige fra Verdens Skabelse." Så snart fuglen kom tilbage til sin rede, råbte dens små unger til den: "Dit bryst er rødt, dine halsfjer er rødere end roser!" "Det er kun en blodsdråbe fra den stakkels mands pande," sagde fuglen. "Den forsvinder, så snart jeg bader mig i en bæk eller en klar kilde. "Men hvor meget den lille fugl end badede sig, den røde farve forsvandt ikke mere fra dens bryst, og da dens små unger blev fuldvoksne, skinnede den blodrøde farve også på deres halsfjer, ligesom den skinner på hver eneste Rødhalses strube og bryst endnu den dag i dag. << Citat slut.

Mødet med den korsfæstedes ansigt

Rødhalsen så en forpint krop, men ikke desto mindre var det et menneske med en så mild og dyb kærlighed, at Rødhalsen glemte al sin frygt. Rødhalsen blev fra det øjeblik, den blev et med den korsfæstedes ansigt, forandret. Den fik dog ikke et nyt navn, men den vandt sin røde farve, sin sande identitet som den Rødhals den er.

Og sådan lader Gud hver af os blive menneske (blive os selv) ved at vinde os midt i mørket, midt i smerten, ja, midt i livet. For Gud gav sig selv midt i kødet for at blive en del af os. Og derfor er julenat billedet på den nat, hvor himlen rørte jorden.