Prædiken Juleaften 2011

 - Når julen drejer rundt

Hvad er jul uden et hjul?

Kan man sammenligne julen med et hjul? Altså et hjul, som vi kender det, rundt med et nav, hvorfra der sidder en masse egerne og stritter ud. Bogstaveligt talt er der jo kun et simpelt ’h’ til forskel, og med lidt skarpsindighed kan man til og med sige, at både julen og hjulet har en tendens til at dreje rundt. Ja, hjulet kan ikke andet, men også julen drejer rundt. Julen har nemlig også en midte – noget, der sætter julen i bevægelse. Det skal vi komme tilbage til.

Julestemning og følelser

For inden julen har vi jo som bekendt adventstiden, hvor vi forbereder os på det, der kommer. Det er tiden, hvor vi nærmer os det lille Jesu barns fødsel i stalden i Betlehem. Og når tiden (som nu) oprinder, og vi har set tegnet, ja så fejrer vi så at sige, Jesu Kristi fødselsdag. I min kalender er der til og med et flag på 1. juledag.

Når det er sagt, ved vi godt, at der er andet og mere på spil end en fødselsdag. For fødselsdag, som vi kender den, er akkurat som med julen baseret på følelser. Og julen, sådan som bykulturen præsenterer den, har det med at starte i oktober. Kan de mange butikker få os i julestemning tids nok, er der flere klejner at spille med. Men for de af os, der ikke sådan er at narre, ja, der venter vi pænt til 1. søndag i advent. Og når december ruller ind over, ja, så skrues alle følelser op på fuld blus. Julestemning driver os. For byen, ja, den er julestemningen selv, her er der julelys, gran, juletræer, nisser, orkesteroptog med nissebørn, små træhuse med glögg og æbleskiver, og butikkerne spiller alle de kendte julesange. Der er ikke meget overladt til fantasien eller den mystiske sans. Der er ikke meget overladt til vores gode vilje og fornuft, for hvis ikke vi allerede er blevet forført af en herlig julemand (om det så er manden eller kvinden i vores liv er sin sag), ja, så er byen i sig selv klædt på til jule-forførelse. Og en sådan forførelse koster, ja, den kan både koste mange penge, vågne timer langt ud på natten og måske et par øretæver af den fingernemme slags. 

Som I kan høre, kan julen fremprovokere en masse følelser lige fra den tvetydige julestemning til den mere reelle glæde eller sorg.

Julen er nødt til at have en midte

Og det er her, at hjulet, altså hjul med ’h’, får en særlig betydning. Hjulet fungerer som sagt kun som et hjul ved at have en midte, et nav, hvorfra egerne sidder. På samme måde med julen – altså jul uden ’h’ – den har også en midte, ellers ville det slet ikke være jul. Lad os kalde både julen og hjulets midte for livsnerven – livsnerven, som barnet i krybben, livsnerven, som når Gud synliggør sig i verden. Dét er julens midte, nerven eller navet, der holder sammen på os alle. Så kan det godt være, at vi stritter ud i hver vores retning, men vi er trods alt forbundet til den samme midte.

Og når julen nu har sådan en fornem midte – en midte som driver os og kirken, så er julen også mere end følelser, der kan skrues op ved hjælp af lidt julekrydderier og julemusik. Behovet for og opfyldelsen af kærlighed er jo lige så stor før og efter jul som midt i julen.

Den svenske munk, Wilfred Stinissen, skriver i en af sine bøger, at ”vi længes efter at elske og blive elskede. Vort behov for kærlighed er grænseløs”. Det er måske ikke noget, vi går og tænker over i det daglige liv, men mærker vi efter, kender vi følelsen eller længslen efter kærligheden. Det er som at se sig selv som et bæger, vi er gode til at fylde op, men samtidig er det et bæger, der hurtigt synker til bunds og derfor aldrig synes at blive rigtig fyldt op. Hvordan kan det være? Kan det skyldes, at vi tror, at kærlighed udelukkende har med følelser at gøre? At kærligheden er som julen: En række stemninger, der kommer og går (og i øvrigt koster os en masse penge)?

Julens midte – Kristi kærlighed

Julens midte (julens fred) handler altså om mere end de følelser, der kommer og går. Julen er mere end den julestemning, som byen kan sætte i gang. Julen er jul, fordi den har en midte, en livsnerve, nemlig Kristus: Her har vi allerede del i fællesskabet, her består bægret af kærlighed – et bæger, der holdes frem for os, hvad enten det er her i kirken, eller derhjemme i de nære familiebånd eller på gaden blandt fremmede mennesker.

Englene i Betlehem forkyndte jo netop, at den glæde, der var født, skulle være en glæde for hele folket. Det er en glæde, som bryder alle grænser; en glæde som samler og forener os, og endelig en glæde, som lyser i mørket. Julenat rummer derfor ikke bare én historie, nej, den rummer alle vores historier, din og min. Og englene, ja, de kan i hvert fald glæde sig over det, der er sket og skal ske. De bliver i julenatten vores talerør. De formidler det, vi skal se – barnet i krybben, Han, som i kød og blod blev vores næste. Derfor er billedet af julenat med stjernen over Betlehem også en fortælling om, hvordan kærligheden fik krop.  Når kærligheden får krop, betyder det, at det ikke er en kærlighed, der kommer og går, sådan som følelser har det med at gøre. Det er derimod en kærlighed med vilje, en kærlighed, der udspringer af viljen til at elske. Man kan sige, at det er en kærlighed, der lever sit eget liv i os og imellem os. Og har vi den som centrum i vores liv, da bliver det muligt at se og elske det bedste frem i andre mennesker.

Det gjorde f.eks. en nonne, der dag efter dag skulle følges med en af sine klostresøstre. Men denne søster var ganske irriterende, men jo mere det gav anledning til at tage afstand fra hende, desto mere hun at elske sin søster. Hun så ikke på søsteren med irritation, men hun så søsteren, så Kristi dybe kærlighed midt i hende.

Med en sådan vilje til kærlighed kan man roligt sige, at grunden er lagt til et sandt mødested på trods af, at vi mennesker har det med at stritte i hver vores retning. Glædelig jul ønsker jeg alle jer fra nær og fjern.