Prædiken 3. søn. i advent (11. dec. 2011, Ølst kl. 16)

   - Ikke at vente forgæves, men at gøre en forskel

Salmer: 73, 93, 70, 676, 87 og 74.

En mand bliver stum

En mand er blevet stum. Hans navn er Zakarias. I ni måneder kan han intet sige. Det skete den dag, da englen Gabriel gav ham det budskab, at han og hans kone Elisabeth nu skulle have et drengebarn. Zakarias tror ikke englen, for ham og Elisabeth havde i alle årene, der var gået ikke kunnet få et eneste barn, og de var desuden blevet et par oldinge – så hvordan skulle de nu kunne få et særligt drengebarn? Englen trodser Zakarias tvivl ved at forlade ham stum. Zakarias kan ikke tale og ikke fortælle om det, der er sket. Og det varer i hele ni måneder, men kort tid efter, at hans søns er blevet født, får han sin stemme igen. Og de ord, der kom ud af Zakarias’ mund var ikke helt almindelig snak. Det var en profeti om hans egen søn: ”Og du, mit barn, skal kaldes den Højeste profet”. Og sønnen, Johannes, voksede op og trak sig ud i ørkenen, hvor han talte om alt det, vi ofte går og gør, og, at vi kan blive tilgivet for det. Og han banede vejen for Ham, der sidenhen skulle komme og forløse og befri folket.

Nu skulle der blot ventes. Og ventes. Og nogle venter måske stadig…

Ventetiden

Vi venter på store og små ting. Vi har vores helt eget venteregister. Mange af os venter gennem ugens travle dage på, at det bliver fredag, ja, bliver weekend, så vi kan få skuldrene ned igen. Mange af os venter på den næste løn, venter i bilkøen på motorvejene, venter i køen i Super Brugsen, venter i lægens venteværelse. Vi venter måske til og med på den næste ferie, for nogles vedkommende den nærtstående juleferie. Og børnene? Ja, de venter på julen, venter på julemanden, venter på julekalenderen og julegaverne under det grønne og pyntede juletræ.

Vi mennesker har på mange måder gjort vores tid til en ventetid. Og det gælder især julen. Vi bruger gerne en hel måned på at forberede den, både fordi det er hyggeligt, men også fordi vi ikke kan lade være. Der er forventninger, måske forventninger om en adventskrans, om julebag og om den store traditionelle julemiddag. Intet må være glemt. Børnene venter med længsel, og de voksne måske med en glæde over familiefreden, men også med en lettelse over at få de værste forberedelser krydset af ”to-do”-listen (gøre-listen).

Bliver vi aldrig trætte af at vente?

Fra ventetid til forberedelse

I dag var der nogle piger, der havde ventet spændt. Søndagen kom, og de skulle gå Lucia-optog her i Ølst kirke.

De havde forberedt sig. Både ved at komme her i kirken og øve sang og optog og dernæst ved at vente uden at miste glæden ved det. For når mange øjne følger én, bliver man jo nervøs. Men glæden ved at være en Lucia-pige er nok til at få stemmerne i gang. Og så skal der sandelig synges. Synges, så taget på kirken næsten er ved at blæse ned.

Pigerne ventetid var ikke blot en venten, men derimod en forberedelse. På samme måde med Zakarias’ stumhed. Han skulle forberede sig på at blive far, ligesom hans kone gennem graviditeten skulle forberede sig på at blive mor. Og verden, ja, hvad skulle den? Jo, den skulle jo til at forberede sig på at tage imod en profet. En profet, hvis navn var Johannes Døber, og som fik os alle til at gå ind i ventetiden, ikke i kedsomhed, men med årvågenhed, glæde og med taknemmelighed.

For til ventetid hører forberedelser. Og disse forberedelser er langt større end det, der kan stå på vores adskillige ’to-do lister’. For ventetiden er det samme som at tænde et lys og lade det brænde – eller at vågne eller af hjertet at sige tak. Men nu f.eks. det at tænde et lys. Det gør vi, fordi lyset betyder noget for os. Og det gør det især i disse mørke tider og i denne Lucia-gudstjeneste.

At tænde lys - Lucia

Og derfor skal i nu høre historien om Lucia – Lucia, der kommer et det latinske ord, lux, der betyder lys.

På Sicilien for ca. 1700 år siden beordrede den romerske kejser Diocletian en omfattende forfølgelse af kristne.

Lucia var en ung pige, der ville tjene Gud ved at hjælpe de syge og fattige. Hun delte mad ud til dem og bar lys på hovedet for at have begge hænder fri til at hjælpe.

Hun valgte at leve ugift, så hun bedre kunne tjene Gud. En enkelt frier ville ikke acceptere hendes nej. Som hævn for hendes afvisning meldte han hende til kejseren. 

Lucia nægtede at tilbede kejseren og frasige sig den kristne Gud. Hun var parat til at ofre sit liv for sin tro.

Som straf sendte kejseren Lucia til et bordel. Da oksekærren skulle køre hende til bordellet, skete der er under: Okserne kunne ikke flytte sig ud af stedet.

Derefter ville man brænde Lucia på bålet, men ilden ville ikke fænge. Man hældte også olie over hende, men olien ville ikke brænde.

Til sidst drog bødlen sit sværd, stak hendes øjne ud og jog sværdet igennem hende. Da døde Lucia. Hun blev straks set som en martyr. Og hun blev kåret til helgen af den katolske kirke.

Lucia var altså en pige, der ikke gik og ventede, men som forberedte sig på at tjene Gud. Det gjorde hun ved at hjælpe andre mennesker – mennesker, som måske ikke havde noget mad, mennesker, der var syge og alene. Disse mennesker havde intet lys. Og dem hjalp Lucia, så de nu kunne få lidt og spise og få et lys tændt midt i mørket.

Lucia-optogene, som er en senere tradition (der kom til DK efter Anden Verdenskrigen), passer godt ind i vores mørke vintertid. Lucia er med lyset og den hvide dragt et billede på dem, der bærer kristendommens lys gennem verdens mørke (og det har I, piger, lige været med til).

Lyset, der gør en forskel

At tænde lys er derfor ikke bare en ting, der skal overstås, eller som kan krydses af på to-do listen. Når vi tænder lys for andre, betyder det, at vi tænker og ber for, at de mennesker, der på mangler mad, vand, varme og familie må få blive berørte af vores lys, ja, måske, at der vil komme en engel og lade dets lys stråle og varme.

Og når vi nu har så meget ventetid, så har vi netop mulighed for at ikke at vente forgæves, men i stedet at gøre en forskel.

Kristendommen og kirkeåret, som begynder med første søndag i advent, rummer en Gud, der ved at tage bolig midt i vores verden gør en forskel. Gud lader ikke vente på sig uden først at have vist sig eller uden først at have handlet med os. Når stjernen ledte de tre visemænd til stalden i Betlehem var det, fordi Gud allerede havde gjort sig menneskelig – og dét gør en forskel, ikke bare med Gud, men med os.