Prædiken 2. søn. i advent 2011

  - At lade lyset skinne i mørket er nok

Matt 25,1-13:

Da skal Himmeriget ligne ti brudepiger, som tog deres lamper og gik ud for at møde brudgommen. Fem af dem var tåbelige, og fem var kloge. De tåbelige tog deres lamper med, men ikke olie. De kloge tog både deres lamper med og olie i deres kander. Da brudgommen lod vente på sig, blev de alle sammen døsige og faldt i søvn. Men ved midnat lød råbet: Brudgommen kommer, gå ud og mød ham! Da vågnede alle pigerne og gjorde deres lamper i stand. Og de tåbelige sagde til de kloge: Giv os noget af jeres olie, for vore lamper går ud. Men de kloge svarede: Nej, der er ikke nok til både os og jer. Gå hellere hen til købmanden og køb selv. Men da de var gået hen for at købe, kom brudgommen, og de, der var rede, gik med ham ind i bryllupssalen, og døren blev lukket. Siden kom også de andre piger og sagde: Herre, herre, luk os ind! Men han svarede: Sandelig siger jeg jer, jeg kender jer ikke. Våg derfor, for I kender hverken dagen eller timen. Amen.

Himmeriget ligner…

Himmeriget skal ligne ti brudepiger, lyder det i Jesu lignelse. Men hvis ikke Himmeriget allerede ligner brudepiger, hvornår så, kunne man jo fristes til at spørge? For hvis det ikke er i vores tid, vedkommer det så overhovedet os?

Evangelisten Matthæus var måske ikke i tvivl om, at når Menneskesønnen kommer (igen), dvs. i den tid vi ikke kender, skal himmeriget ligne ti brudepiger. Og de fem af brudepigerne var tåbelige, de andre fem kloge. Og det var de kloge, der kom med til bryllupsfesten, fordi de havde olie nok til deres lamper. De fem tåbelige brudepiger var altså bukkene, der bliver skilt fra fårene. Det er et budskab, der kan få hårene til at rejse sig på armene.

Klog eller tåbelig, vi eksisterer..

Derfor er det også på mange måder en foruroligende lignelse. Hvis vi som kirke kan sammenlignes med de ti brudepiger, der venter på brudgommens komme, betyder det jo, at nogle af os er tåbelige, mens andre er kloge. Og en sådan opstilling bryder vi os ikke om. Nej, der må findes en forklaring på lignelsen, så den kommer os alle rettelig til gode. Så kan præsten ikke bare få knækket den kode, der kan (olie eller ej) få os alle med ind til bryllupsfesten. Det ville være det nemmeste. Men, siger præsten, vi bliver nødt til at gå vejen sammen, også den foruroligende vej – den vej, der truer os med undergang. For den er lige under os. Vi kender den alle, for dagligt tumler vi med den, dagligt konfronteres vi med angsten og uroen for ikke at slå til, for ikke at være der nok for vores børn, samlever eller forældre. Og endelig foruroliges vi over fremtiden, ja, selv dagen i morgen.

Det er egentlig ret utroligt at se, hvordan vi holder os selv oppe og forsøger ikke at blive revet med af angsten eller uroen. Hvordan kan vi i grunden holde os selv i live på trods af en stor usikkerhed over for det faktum, at vi eksisterer, ja, ikke bare eksisterer, men eksisterer uden, at vi selv har valgt det og bedt om at komme her?

Bare tanken om, at nogle er tåbelige og bliver skilt ad fra fårene, er nok til at lade vores sind formørke af de tunge mørke natteskyer. De tunge mørke natteskyer er også de skyer, der giver os alle mareridtene. Og er der et sted, hvor angsten og foruroligelsen kan få frit løb, er det i drømmene. Her lever den anden side af os, den side, der frygter ikke at komme med, når brudgommen (Han, Herren) kommer, den side, der frygter adskillelsen fra dem, man holder af eller den, man venter på. Og så er det den side, der anfægter sin egen eksistens. Man kan sige, at det er den side i os, der er tåbelig, fordi den endnu ikke tror på, at forløsningen er nær.

Flere veje til Gud?

Det er ikke så mange år siden, at der var en debat om, hvorvidt der er flere veje til Gud. Præsterne fra landets kirker udtalte sig, nogen for, nogen imod. Og debatten var åben, der var ikke noget endegyldigt svar andet end en række uenigheder blandt kirkefolket. For nogle var sådan en debat blot et tegn på, at vi som kristne lever med andre religioner tæt på, religioner, som også handler om forholdet til Gud, den samme Gud. For andre blev det netop en debat, hvor fårene så at sige endelig kunne skilles fra bukkene.

Passer vi ikke på, får vi hurtigt gjort en debat eller en lignelse som den om de ti brudepiger til en forklaring på, hvem der er de ”rigtige kristne” eller de særlig udvalgte. Men sådan kan vi ikke stille os selv og hinanden i relation med evangeliet. For vi er ikke dommere. Men vi kan forholde os til den ’dom’, som fører os til Gud, nemlig vores liv. Vores liv har vi både bag os, omkring os her og nu og foran os. Det er et liv, der til tider kan gøre os både ængstelige og urolige, men også et liv, der kan fryde os. Men lige så meget, som livet kan løfte os, ligeså meget kan det true os med undergang – vores egen undergang, hvad enten det er et økonomisk fallit, en depression eller en ulykkelig hændelse.

Og det er nu en gang den vej, som vi går sammen. Det er den vej, der fører os til Gud – og – fører Gud til os. Derfor er der i en vis forstand heller ikke bare én vej til Gud. For nu er det ikke livet i bred forstand, der lever os, men hver og en af os, der lever (ja, er i live). Og hver og en af os har enten mødt undergangen eller ængstet den. Vi har oplevet, at livet kan være skrøbeligt. Og måske har vi erkendt, at vi hver især har en vej at gå – en vej, der både rummer tåbelighed og klogskab.

Opvågningen er vejen til Gud

For de af jer, der har fulgt med i tv serien, Borgen, fulgte vi gennem adskillige afsnit en statsminister(inde), der tilsyneladende gik sin egen undergang i møde i en svær tid efter skilsmisse, modstand i Folketinget og problemer med sin datter. Hun havde ikke tiden med sig, hverken fortiden, nutiden eller fremtiden. Og da hun ikke kunne face sin egen undergang som menneske, måtte hun i stedet face sin datters nedtur. Datteren, der fik angstanfald og på sin vis måtte dykke ned for senere at opdage, at sygdommen var den eneste vej op igen. Og op kom hun. Nogle af de mest bevægende scener i Borgen var for mig at se de øjeblikke, hvor statsministeren børstede sine tænder. Det var intense øjeblikke, ikke bare af nogle hvide og rene tænder, men derimod øjeblikke, hvor Birgitte Nyborg facede sig selv – øjeblikke, hvor hun måtte se sig selv i spejlet og vågne op. Til tider var det en fortvivlet opvågnen over sin egen tåbelige indsats som mor. En opvågnen, der oplevedes som en katastrofal nedtur foran spejlet, så vi seere tænkte: Nu giver hun nok op.

At børste tænder foran spejlet kan munde ud i de værste spejlinger, men ikke desto mindre blev det for Birgitte Nyborg ofte en opvågning til at træffe valg og fortsætte med at leve. For en statsminister må – som enhver af os – ikke glemme at leve på trods af ængstelsen og foruroligelsen over de krav og udfordringer, der følger med på vejen.

Lyset skinner, når vi lever

Så tåbelig eller klog. Det er vi alle. Vi må både våge over vores liv og samtidig opleve adskillelsen og ængstelsen over det uvisse. Men vi må også fortsætte med at leve og således tage både opturene og nedturene alvorligt. For har vi olie og venter tålmodigt, vil lyset skinne. Og går lyset ud, ja, så går det ud, ikke for evigt, men for at vi kan tænde det igen. Det er lidt ligesom med de tunge mørke natteskyer. For skyer har det jo med at glide forbi solen og tage lyset fra os, men det er kun lige, mens skyen skygger for solen. Solen er der stadig, og skyer glider altid forbi.

Så kære brudepiger/eller drenge: Lad dit lys skinne i mørket. Og sæt ikke dit liv under en skæppe uanset, hvad der sker. For når du lever, er det nok – nok til, at dit lys skinner i mørket, og, at Gud kan se dig. Lad ikke dine værste mareridt fortrænge dit inderste lys! Nej, lad din tro gå Ham i møde, som vil din forløsning, så dit lys kan skinne i mørket for Gud og mennesker. Amen.