Prædiken 1. søndag i advent (27. nov. 2011)

            - Han er her!

Luk 4,16-30:

Han kom også til Nazaret, hvor han var vokset op. På sabbatten gik han efter sædvane ind i synagogen, og han rejste sig for at læse op. Man rakte ham profeten Esajas' bog, og han åbnede den og fandt det sted, hvor der står skrevet:

>>Herrens ånd er over mig, fordi han har salvet mig. Han har sendt mig for at bringe godt budskab til fattige, for at udråbe frigivelse for fanger og syn til blinde, for at sætte undertrykte i frihed, for at udråbe et nådeår fra Herren.<<

Så lukkede han bogen, gav den til tjeneren og satte sig, og alle i synagogen rettede spændt øjnene mod ham. Da begyndte han at tale til dem og sagde: »I dag er det skriftord, som lød i jeres ører, gået i opfyldelse.« Alle gav de ham deres bifald og undrede sig over de nådefulde ord, som udgik af hans mund, og de spurgte: »Er det ikke Josefs søn?«  Han svarede dem: »I vil sikkert bruge denne talemåde mod mig: Læge, læg dig selv! og sige: Vi har hørt om alt det, der er sket i Kapernaum; gør det samme her i din hjemby!« Men han sagde: »Sandelig siger jeg jer: Ingen profet er anerkendt i sin hjemby. Og jeg siger jer, som sandt er: Der var mange enker i Israel på Elias' tid, dengang himlen var lukket i tre år og seks måneder, så der blev stor hungersnød i hele landet; og Elias blev ikke sendt til nogen af dem, men til en enke i Sarepta i Sidons land. Og der var mange spedalske i Israel på profeten Elisas tid; og ingen af dem blev renset, men det blev syreren Na'aman.« Alle i synagogen blev ude af sig selv af raseri, da de hørte det; de sprang op, jog ham ud af byen og drev ham hen til kanten af det bjerg, deres by var bygget på, for at styrte ham ned. Men han banede sig vej imellem dem og gik. Amen.

Når evangeliet vender vores verden på hovedet

Jeg har sagt det før. Evangeliet vender vores verden – den verden vi kender – på hovedet. Sagt med andre ord så skifter Jesus rundt på kulisserne. Vi kender historierne, f.eks. hvor Jesus rider ind i Jerusalem på et æsel, mens folk omkring står med palmegrene og råber ”Hosianna, Davids Søn, velsignet være han, som kommer i Herrens navn”. Det er nu heller ikke så tit, man ser en ’konge’ komme ridende på et æsel. Eller ser den, man troede var en konge, vaske disciplenes fødder. Og endelig er der alle historierne, hvor Jesus kalder mennesker tilbage til livet og gør dem i stand til at have tillid til Gud uden først at true dem med undergang. Det er alt sammen historier om Guds riges frembrud – dvs. det at Guds rige er i blandt os. Det var i hvert fald dét rygte, der opstod; et rygte, der hverken tiltalte eller tilkaldte særlige eneboere, asketer, religiøse bannerførere eller særlige lærde folk – men derimod fattige, toldere, syge og endelig syndere, altså helt almindelige mennesker. De forstod, at Guds rige faktisk kommer mennesker til gode. Men alligevel kan man sige, at Jesus mødte megen modstand – modstand som blev en pæl i kødet, ja, til døden på et kors.

Jesus i Nazaret – anerkendelsens dilemma

For netop da Jesus kommer tilbage til Nazaret, hvor han var vokset op, og nu godt 30 år efter sidder og taler i synagogen om skriftens opfyldelse, mødes han både med bifald, undren og raseri. Bifald, fordi det skriftord, som havde lydt, vitterligt var gået i opfyldelse (Herrens ånd er over ham). Undren, fordi det var svært at forstå, at Han, der skulle komme og frelse dem, virkelig var Ham. Raseri, fordi Jesus som et ganske almindeligt menneske, en fattig tømrer fra Nazaret, ikke måtte påtage sig en sådan rolle – at sætte sig selv i Guds sted. Hans ord og

frivillige åbenhed passede ikke ind i deres verden (og vante forestillingsverden). Skulle de tro ham, ville det jo betyde, at himmeriget allerede var åbent (ikke bare for præsterne), men for helt almindelige mennesker, ja, for dig og mig. Men sådan skulle det ikke gå, folk i synagogen forsøgte at jage ham ud af byen.

Man kan spørge: Hvorfor blev Jesus ikke anerkendt i sin egen hjemby? Hvorfor kan vi ikke se ham?

Til spørgsmålet om, hvorfor Jesus ikke blev anerkendt i Nazaret, skal vi måske ikke længere tilbage end til den tid, hvor vi selv havde forladt forældre, byen og kulisserne, hvor vi voksede op. Efter adskillige år på vores dannelsesrejse vender vi hjem. Vi kommer fra den store verden. Vi har set ting, vi ikke havde set før, vi har uddannet os eller fået en interessant stilling, vi har lært at tænke og reflektere og måske dannet os en række holdninger. De gamle kulisser har vi skiftet ud, men derhjemme ved forældrene og i byen, fungerer de stadig. Og det er altså kulisser, der gerne vil, at vi optræder i en bestemt rolle. Så anerkendelse ”derhjemme” – nej, den går ikke. Vi er oven i købet i vores forældres øjne lige så fregnede, tykke og diskrete, som vi altid har været…Det kan tage tid, at få dem eller de gamle kulisser til at se os.

Narnia – at se eller ikke at se

Til det andet spørgsmål om, hvorfor vi ikke kan se Jesus, ja, se ham uden forargelsens kolde blik, skal vi en tur over i forfatterens C.S. Lewis’ børnebøger. Her tænker jeg særligt på Narnia bøgerne, som til og med er filmatiseret. Her oplever fire søskende, hvordan verdenen pludselig kan vendes på hovedet ved, at kulisserne fra den ene til den anden dag pludselig forandres. Det er selvfølgelig den mindste af børnene, Lucy, der hjemsøger et gammelt klædeskab for at gemme sig, men pludselig er hun ude på den anden side af skabet og står i det sneklædte Narnia. Lucy både ser, hører og oplever, men hendes søskende tror hende ikke. De bliver forarget over hendes livlige fantasi. Men pludselig er alle fire midt i Narnia, de er til og med ventet af narnia-folket. For som der står skrevet, skulle fire menneskebørn komme og befri dem og landet fra den onde og kolde snedronning, der har hersket over Narnia i mange årtier.  Man følger børnene, der med hjælp fra de mange dyr og træer kæmper for godheden selv – og med dem er, den barmhjertige løve Aslan. Nu er Aslan vel og mærke en stor løse, men enhver med bare lidt fantasi kan se, at han er mere end det. Det kan i hvert fald Lucy. Hun stopper en dag op og siger, at hun har set Aslan. Hendes søskende er skeptiske. Det må være pigens fantasi, tænker de. Men gang på gang viser det sig, at Lucy har ret – hun har set Aslan, og ganske rigtigt kommer Aslan dem til undsætning. Han er der allerede og kommer igen og igen, når de har brug for ham. En dag spørger Susan, Lucys storesøster, Lucy, hvorfor hun kan se Aslan, når hun ikke kan. Hertil er der kun et svar for Lucy: ”Det er nok fordi, du ikke ser efter”.

Denne sætning minder lidt om historien, hvor en mormor spørger barnebarnet, der står med næsen mod ruden, om hun ser dem. ”Ser hvad”, spørger pigen. ”Julelysene”, svarer mormoren. ”Nej”, siger pigen, hvortil mormoren lægger en hånd på pigens bryst og siger: ”Det er med hjertet du skal se”. Og da blev lysene tændt for pigen.

Genlyden af Guds riges frembrud

At se og høre og samtidig fortælle om det, man har set og hørt er som en genlyd af det evangelieteksten peger på, nemlig Guds rige frembrud. Og det så f.eks. Lucy, når hun og hendes søskende skiftede kulisserne fra de vante omgivelser til det smukke Narnia-land. Og forfatteren, C.S. Lewis kender os: Vi skal ikke bare se med hovedet, men også med hjertet – og dermed med alle vores sanser, ja selv vores kreative og fantasifulde åbne sind/sjæl. Vi skal turde vente, der hvor mismodet er størst, og, vi skal turde sige ja, der hvor forargelsen og tvivlen helst vil forblive skjult (i klædeskabet). Det er op til os at se, at det Guds rige, som evangeliet bor i, også breder sig i den tid, vi lever i, i de rum, vi går ind i, og i de historier, vi gennemlever.

Børn og advent

Når børn ofte kan se noget, vi voksne ikke kan eller ikke vil, ja, så er det både pga. af børns livlige (men også kreative) fantasi, og, fordi børn er mere ligetil. Børn er med andre ord ikke fanget af ensartede kulisser. De lever ikke ud fra én forestillingsverden, men derimod ud fra, hvad de ser, hører, ja, oplever. Og de fortæller det videre. Og de venter med spænding på det, der skal komme og taler om det, som om det allerede er en del af deres liv. De er mao. forventningsfulde til det liv, de lever. Og det er en gave, en gave, der så at sige er gratis. Ja, jeg vil faktisk sige, at det er en gave, der kan sammenlignes med advent. Advent betyder jo ’komme’ – noget skal komme og være en del af os. Og kære venner, i dag fejrer vi såmænd første søndag i advent – en tid, hvor vi husker og ser, at himlen er åben, ja, at den allerede er her (på jorden i menneskelig skikkelse). Og derfor er adventstiden en tid, hvor vi tænder lys. Det er en tid til både lys og varme. En tid, hvor på påminder os selv og hinanden om det, der allerede er, og det vi allerede har. Det er også en tid, hvor vi skifter lidt rundt på de vante kulisser og lader den mørke tid forvandle til et sneklædt Narnia-land eller til en hyggelig julepyntet stue. Og er vi heldige, kan det måske til og med lyde fra pigen eller drengen inde i os: Ja, jeg vidste, at Han er her! Amen.