Prædiken 21. søndag efter trinitatis (Joh 4,46-53)

             - At tro uden at se

>>Han kom nu atter til Kana i Galilæa, hvor han havde gjort vand til vin. Der var en kongelig embedsmand, hvis søn lå syg i Kapernaum. Da han hørte, at Jesus var kommet fra Judæa til Galilæa, tog han hen til ham og bad ham om at komme med derned og helbrede hans søn; for han lå for døden. Da sagde Jesus til ham: »Hvis I ikke får tegn og undere at se, tror I ikke.«  Den kongelige embedsmand svarede: »Herre, kom med derned, før mit barn dør.« Jesus sagde til ham: »Gå hjem, din søn lever.« Manden troede Jesus på hans ord og gik; og allerede mens han var på vej hjem, kom hans tjenere ham i møde og fortalte, at hans dreng var i live. Han spurgte dem så ud om, i hvilken time han havde fået det bedre, og de svarede: »I går ved den syvende time forlod feberen ham.« Da forstod faderen, at det var sket netop i den time, da Jesus havde sagt: »Din søn lever.« Og han og hele hans husstand kom til tro<< (Joh 4,46.53).

Jesu andet tegn

Teksten i dag kaldes også for ”Jesu andet tegn”. Det er en tekst, som hænger sammen med den fortælling, hvor Jesus til en bryllupsfest i Kana gjorde vand om til vin. Det var et tegn, ja et under, som enhver kunne se med deres egne øjne. Og så var det et tegn, der fik folk til at tro på Jesus. Men teksten et dag går et skridt længere, for nu skal vi ikke længere bare se eller tro med øjnene. Man kan også sige, at Jesu andet tegn går et spadestik dybere ved at fordre os det ’at tro uden at se’. For hvad var det lige, der skete? Jo, den kongelige embedsmand, hvis søn var syg, troede Jesus ad to omgange: For det første troede han, fordi han havde set Jesus gøre vand til vin.  For det andet troede han nu ikke bare pga. et tegn, men derimod pga. Jesu tilstedeværd. At kunne se det andet tegn, skal der nemlig mere end et par øjne og et godt hoved til.

Tro som holdning og handling

Tro er ofte genstand for diskussion. Sådan har det altid været, og sådan bliver det sikkert ved med at være – i hvert fald hvis vi vil have troen ind i et fast system eller gøre den til genstand for vores øjne og evne til at ville vide. Ja, der er måske noget om snakken, når Jesus siger: ”Hvis ikke i får tegn og undere at se, vil I ikke tro”. Men den kongelige embedsmand lader sig ikke slå ud af Jesu måske lidt udfarende kritik om, at folk blot vil se tegn og undere for at kunne tro. Nej, den kongelige embedsmand kommer som far til en syg søn, han har måske rejst hele dagen velvidende om, at han som embedsmand inden for den romerske besættelsesmagt har en lav status i det jødiske samfund. Men systemet og rammerne for, hvor han nu befinder sig i samfundet, hvilke holdninger og hvilke handlinger han måske bør undgår, rører ham ikke i denne stund. Nej, der er noget helt andet på spil: Et menneskeliv. Et menneske som er uerstatteligt.

Nu har et af kritikpunkterne inden for diskussionen om tro, ofte været, at tro er en tilstand, en psykisk sindstilstand. Og jo, det kan der være noget om, for vi mennesker interagerer nu ikke kun med kroppen, men også med sindet. Og sindet er jo lidt som en god gammeldags hakkemaskine: Her kommer der mange oplysninger, informationer og men ikke mindst en masse input fra vores møder med omverdenen ind. Vi fodres, stimuleres og påvirkes dagligt. Og hvad kommer der så ud i den anden ende? Måske en god blanding af både kamp og forsvar eller tro og mistro. Med andre ord udsættes vi – som i måske kan genkende – for kaos. Kaotiske sindstilstande ligesom kaotiske skriveborde. Jeg plejer ofte at se på mit skrivebord og deraf aflæse, hvordan det egentlig står til heroppe (pege på hovedet) – nogle dage er det ikke mindre end kaotisk, andre dage er det organiseret kaos.

Den kongelige embedsmands sind havde sikkert også været igennem en hakkemaskine, måske føltes det som et kaotisk skrivebord. Men han vidste, hvad han skulle, for han havde trods alt en holdning – en holdning, som ikke blot opstod ud af den blå luft, men som var hans styrke. Han havde med Paulus’ ord iført sig Guds fulde rustning, ubekymret over for myndigheder og magter, søgte han fredens evangelium, dvs. Jesus. En sådan holdning; at menneskeliv kommer før alt andet, at mennesket er uerstatteligt, affødte hans handling: Embedsmanden troede uden at kunne se et resultat. Og hans tro sendte ham hjem med ordene: ”Gå hjem, din søn lever”!

En lille tro i et stort univers

Jesu andet tegn er altså mere end at se med øjnene og forstå med hovedet. Der er selvfølgelig stadig tale om et under, for drengen blev jo rask i samme time, som Jesus sagde det. Men selve begivenheden udsprang af tro – ikke bare som en psykisk størrelse, men som holdning og handling. Og her kan det jo netop være tro som et sennepsfrø. Et sennepsfrø, som vi knap nok kan se, fordi det er så lille. Men det er ikke troens størrelse, der betyder noget, for tro kan ikke måles i størrelser eller i tilstande. Tro er at være, og tro er at handle. Den er som det at give slip på sig selv og lægge sit liv ind under Gud – også selvom vores sindstilstande til tider kan føles som en hakkemaskine og måske resultere i mistro og kamp. Det er jo den virkelighed, vi nu en gang befinder os i. Men jeg tror, at der inde i os alle findes en holdning og en vilje til handling, hvor selv en tro så lille som et sennepsfrø kan vælge at betro sig, ja, vælge side. Og det kan vi jo gøre ved, som f.eks. trosbekendelsen lyder, at forsage Djævlen og alle hans gerninger og al hans væsen. Det betyder også, at turde sige fra og vælge det, som barnedåben netop er et udtryk for, nemlig livets under.

En lille tro i et stort univers er i sig selv et under. Det er også at se livet i et større perspektiv, ikke bare med øjnene, men med hele vores eksistens, at lade vores holdning til livet være en dyb undren og forundring over for det univers, vi befinder os i. En undren, som der står i salme otte i Det Gamle Testamente: ”Når jeg ser din himmel, dine fingres værk, månen og stjernerne, som du satte der, hvad er da et menneske, at du husker på det, et menneskebarn, at du tager dig af det? Med dette perspektiv (eller billedligtalt med Guds rustning) har vi allerede valgt side: Valgt selv en lille tro i et stort univers – en tro, der involverer os i hinanden.

Jesu andet tegn involverer os

Og hermed er vi pludselig havnet i evangeliets kerne eller sagt med andre ord: Hermed lyder ordene også til os: ”Gå hjem, din søn lever”.

Ja, gå hjem til dig selv, for Gud har allerede set og husket dig. Og din søn eller den side af dig, der er sygnet hen, har kun grund til at vågne op. I dig lever og ånder det Guds ord, der kalder det døde til liv. Krigen, kampen eller kaosmagterne er allerede overvundet. Ikke som en dårlig reklame for tro, men fordi genlyden af Guds menneskelighed (som vi møder menneskeligheden i Jesus Kristus), har sat så dybe spor, at de er blevet en del af os. Det kan vi måske ikke se med øjnene eller sådan finde nogle logiske forklaringer på, men lige så meget kan vi heller ikke bortforklare det. Vi kan ”se” det med hjertet, forholde os til det og handle på det. Og heri ligger det, jeg startede ud med at sige, at Jesu andet tegn går et spadestik dybere. For det involverer os. Og at tro uden at se, tror jeg dybest set handler om vores egen indre holdning: Siger vi nej, eller siger vi ja, og til hvad? Det er spørgsmål, vi skal leve med, og, det er spørgsmål, som griber ind i vor brudte virkelighed – men ikke uden, at Gud i Kristus kalder på os. For hver dag er en ny begyndelse og hver eneste dag, en ny menneskelighed”. Gå hjem, din søn lever. Amen.