Prædiken 19. søndag efter trinitatis, søn. d. 30. okt. 2011

                       - Altid set, altid elsket

Da Jesus efter nogle dages forløb igen kom til Kapernaum, rygtedes det, at han var hjemme. v2  Og der samlede sig så mange mennesker, at der ikke engang var plads uden for døren; og han talte ordet til dem. v3  Så kom der nogle hen til ham med en lam, der blev båret af fire mand. v4  Men da de ikke kunne komme hen til Jesus for de mange mennesker, fjernede de taget over det sted, hvor han var; og da de havde lavet hul, sænkede de båren med den lamme ned. v5  Da Jesus så deres tro, siger han til den lamme: »Søn, dine synder tilgives dig.« v6  Men der sad også nogle af de skriftkloge, og de tænkte i deres hjerte: v7  »Hvad er det dog, han siger? Han spotter Gud. Hvem kan tilgive synder andre end én, nemlig Gud?« v8  Da Jesus i sin ånd straks vidste, at de tænkte sådan ved sig selv, sagde han til dem: »Hvorfor tænker I sådan i jeres hjerte? v9  Hvad er det letteste, at sige til den lamme: Dine synder tilgives dig, eller at sige: Rejs dig, tag din båre og gå? v10  Men for at I kan vide, at Menneskesønnen har myndighed til at tilgive synder på jorden« – siger han til den lamme: v11  »Jeg siger dig, rejs dig, tag din båre og gå hjem!« v12  Og han rejste sig, tog straks båren og forlod stedet for øjnene af dem alle sammen, så de blev helt ude af sig selv og priste Gud og sagde: »Aldrig har vi set noget lignende!« (Mark 2,1-12)

Når Jesu ord rammer…

Det er ikke så mange søndage siden, at jeg sluttede prædikenen med ordene: ”Unge mand, rejs dig op”. Nu sad der heldigvis, så vidt jeg husker, vist kun en sådan rigtig und mand, dvs. i konfirmationsalderen. Men i dag sidder der nogle flere, og så skal man jo passe på med, hvad man siger. For ét er at skulle få dem til at rejse sig op, noget andet er – måske ikke lige her, men så i konfirmandlokalet, at få dem til at sætte sig ned.

Men nu var det altså for nogle søndage siden den unge mand, enkens søn, der var død, der skulle rejse sig op. Og i dag er det en anden mand, han er dog ikke død, men derimod lam. Og Jesus bød ham: ”Rejs dig, tag din båre og gå hjem”.

Hvad er det, der gang på gang rammer os her? Ordene, der får en lam til at rejse sig op og gå hjem. Hvad Jesus gør, det gør han, men hvad gør det egentlig ved os? Det skal vi vende tilbage til.

Ordet

Først skal vi en måneds tid tilbage i tiden, nemlig til den sidste fredag i september, hvor solen skinnede og varmede, som var det midt i juli måned. Den dag blev jeg sammen med flere hundrede konfirmander, bl.a. dem, der er med her i dag, og så selvfølgelig en masse frivillige og præster, sendt tilbage til middelalderen. Her i middelalderen, der som rollespil blev kaldt for ”Luthers nøgle”, blev konfirmanderne ført tilbage til Luthers tid – Luther som jo er reformatoren bag den protestantiske kirke, som vi er samlet i i dag. Konfirmanderne fik til opgave at finde nogle symboler/tegn, der tilsammen skulle vise dem, hvad Luthers nye lære gik ud på. Der var selvfølgelig nogle udfordringer undervejs, flere blev ramt af pest, måske kunne man ikke finde vejen, eller også var man så uheldig, at man måtte omkring den katolske kirke og få aflad for sine synder (og hermed sikre sig en plads i himlen). Men når alt kom til alt, tror jeg, at de fleste hold konfirmander kom helskindet igennem spillet og fik fundet Luthers nøgle: Og nøglen var som bekendt: Guds Ord.

Når det var så vigtigt at finde ud af, at Luthers lære tilbage i 1500-tallet handlede om Ordet, altså Guds Ord, var det for at give et indblik i forskellige måder at tro på (som katolicismen og protestantismen) og men ikke mindst i det, at den kristne tro, som kirken her repræsenterer, ikke kræver mere af os end vi magter. Vi skal som kristne nemlig hverken præstere noget eller opnå nogle særlige kvalifikationer, der skal bevise, at vi er set og elsket. Nej, den troende skal først og fremmest kunne lægge hånden på hjertet og i tillid sige, Ja.

Gud er Ordet

Og det med at lægge hånden på hjertet, ja, det kender vi fra mange forskellige sammenhænge. Vi kender det i relationen mellem forældre og børn. Vi tror på hinanden, selvom vi nogle gange ikke kan enes. Vi kan med hånden på hjertet erklære vores kærlighed over for det menneske, den far eller mor, søn eller datter, der giver ens liv mening og fylde. Sådan er det også med vores bedste venner. Vi skal ikke lave os selv om, for det bedste ved at være sammen med sin ven er vel, at vi da får lov til bare at være os selv. Sådan er det med kærlighed, og sådan er det også ift. Gud. Her kan vores ’ja’ til Gud og Guds ’ja’ til os aldrig udslettes.

Man siger derfor også, inspireret ikke bare af Luther, men af evangeliet, at Ordet er Gud selv. Gud, som vi også kalder Kristus, er det Ord vi alle kan læse ikke bare med forstanden, men med hjertet. Man kan også sige, at tro er en hjertesag, for der må andet og mere end et hoved til for at kunne tro. For at tro betyder ikke, at vi skal være fuldstændig sikre og overbeviste. Nej, vi må gerne stille spørgsmål og føle tvivlen og usikkerheden på vores egen krop. Der kan jo ske ting i vores liv, der gør så ondt, at det næsten gør det umuligt at tro på, at der skulle være noget større og fuld af kærlighed til.

Når Kristus rammer os

Men nu skal vi tilbage til der, hvor vi startede, nemlig det, at der kan være noget, der rammer os ganske vist som fortællingen om, hvordan den lamme pludselig blev budt at rejse sig op, og tage sin båre og gå.

I fortællingens verden kan vi altså rammes af det, som Jesus siger og gør. Der kan være noget ved hans ord, som optager os, noget, der måske blot giver en positiv følelse, noget, vi gerne vil gøre over for andre mennesker. I virkelighedens verden, rammes vi også, f.eks. af særlige ord eller begivenheder, som vi møder i f.eks. et nært venskab eller i relation til vores forældre eller børn. Men vi kan også såres af selvsamme personer, som vi ellers havde sat vores tillid til, vi kan tvivle på os selv eller plages af fysisk eller psykisk sygdom. Og det er i den virkelighed, at vi rammes. Det er i den virkelighed, som Gud møder os i.  

I fortællingen om den lamme var det heller ikke en helt problemfri virkelighed, men alligevel var det netop den virkelighed, der fik hovedpersonerne til at handle, som de gjorde. De satte deres lid til Jesus som noget ganske særligt. Og derfor var det så vigtigt at lave et hul i taget, så de kunne sænke den lamme ned lige foran Jesus. De ville sikre sig, at den lamme blev set, blev set ikke bare af et tilfældigt menneske, men af Gud. Og Gud så den lamme – ansigt til ansigt. For Gud var jo ikke over taget, men under taget, midt iblandt os. Og derfor kunne Jesus sige, som han gjorde: Dine synder er dig forladt, men du skal nu selv gøre noget, nemlig rejse dig op og tage din båre og gå hjem som et nyt menneske.

Det nye menneske.

Hvad så med os, bliver vi også et nyt menneske, når vi hører denne fortælling? Ja, det gør vi. Måske ikke lige her og nu. For det er jo sådan med fortællingerne om Jesus, at de hænger sammen med en lang række af begivenheder, begivenheder, der rækker fra Jesu fødsel over hans liv til hans død og opstandelse – og dermed langt ind i og ud over vores virkelighed.  

Et af de steder i livet, hvor vi i kirken forsøger at markere, at vi kan blive nye mennesker er, som vi, konfirmander, også har talt lidt om, i dåben. Her tilkendegiver vi, at Guds og vores virkelighed er en og samme virkelighed, her siger vi ja til, at vi ikke kun har en fysisk far og mor, men derimod også er skabte og fødte til at være Guds barn. Ja, at vi allerede er sat ind i en større sammenhæng, end vi måske med hovedet kan forstå. Og endelig har vi konfirmationen, som er en bekræftelse på det ’ja’, der forbinder Gud og mennesket med hinanden. Og det er vel i bund og grund det, der gør os til nye mennesker: Nemlig troen på, at du altid er set og altid elsket. Eller som der står i Bibelen: ”Han fryder sig i glæde over dig og viser dig sin kærlighed på ny. Han jubler over dig med fryd” (Sef 3,17).