Prædiken 16. søndag efter trinitatis

        – Unge mand, rejs dig op!

Miraklernes tid er forbi

Miraklernes tid er forbi! Det hører man af og til som en ironisk kommentar. For lige så meget som mennesket gennem historien har beskæftiget sig med spørgsmålet om Guds eksistens og til og med forsøgt at bevise, at Gud findes, lige så meget har mennesket forsøgt at bevise det modsatte: Nemlig at Gud slet ikke findes og ikke kan bevises. En af de mange religionskritikere, der i oplysningstiden, dvs. i 1700-tallet, var særligt optaget af diskussionen omkring gudsbeviser, pegede på problematikken omkring miraklerne eller underne, som de også kaldes. Han mente, at der var en bred grøft mellem de mirakler, der blev bevidnet på Jesu tid, og så i dag. Han benægtede altså ikke Guds eksistens, men mente heller ikke, at man sådan flere århundreder år senere kan bruge de første vidnesbyrd som fornuftssandheder – eller sagt mao., så ville han understrege, at vi ikke er forpligtet til at tro noget, som strider imod vores fornuft.

Dagens mirakel(tekst)

Hvad så med dagens underberetning, skal vi tro den eller ikke? Er der, for nu at bruge denne religionskritikers ord, en grøft mellem fortællingens drama og vores liv?

Ja og nej. Ja, der er en grøft, men den handler udelukkende om, at vi står over for en række meget gamle vidnesbyrd, som ikke nødvendigvis kan bruges som gudsbeviser. Og nej, der er ikke en grøft, som kan adskille os fra Gud. Og det er pointen: At troens vished ikke kan bevises ud fra hver enkelt af de mange bibelske undere, men derimod ud fra tanken om, at kristendommens dybeste sandhed udspringer af mødet mellem Gud og mennesket. Og det handler teksten om i dag. Jovist, er det et mirakel, at Jesus kan genoplive enkens søn, og endda med så få ord som: ”Rejs dig op”. Jovist, kommer vores fornuft på prøve, for vi kan ikke i vores vildeste fantasi tro på, at noget sådant kan hænde for os i dag. Men ikke desto mindre er det Ordet, der samler os. Det er Ordet som vores fælles virkelighed, og det gælder både i livet og i døden.

Døden som en fælles virkelighed

En af de ting som kan være svære at tale om er netop døden. Enten fordi vi ikke selv har oplevet det ’at dø’, eller, fordi vi måske er ved at miste en eller har mistet en, som vi holdt meget af. Døden er forbundet med smerte, med sorg. Den gør noget ved os, den forandrer os, får os måske til at se ældre ud, hvis ikke fysisk, så sjæleligt. For sorgen er ikke altid til at undvige eller slippe af, da har vi den med os videre i livet. Derfor har vi ikke kun livet til fælles, men også døden.

I kristendommen spiller liv og død en lige stor rolle. Evangeliet, altså det glade budskab, er bygget op omkring Guds menneskelighed i både liv og død. Og derfor bunder tro heller ikke i enestående mirakler, men derimod i livets dybeste sandheder. Og dem har vi alle oplevet, hvad enten det var glæden over livets pludselige opståen, eller, det var sorgen over dødens pludselige indtog i vores liv.

I H.C. Andersens eventyr, ”Historien om en moder”, følger vi en moders sorg over at miste sit lille barn. Vi følger hendes forsøg på at indhente døden i håbet om at få barnet med hjem igen. Og det gør hun, skønt det både koster hende hendes øjne og hendes fine sorte hår. Men i dødens store drivhus møder hun selveste Døden. I protest holder hun beskyttende hånden om den blomst, som er hendes barn, mens hun truer med at rykke alle de andre blomster af. Men Døden fortæller den stakkels mor, at gør hun det, så vil hun gøre andre mødre ulykkelige. Først da slipper moren hånden om blomsterne, både de ukendtes og hendes eget barns. I stedet overlades hun til sorgen. Og hun synker ned med Dødens ord om, at Gud passer på alle blomster, både ulykkens blomst og velsignelsens blomst. 

Døden som miraklets modsætning

Når moderen i H.C. Andersens historie ikke fik sit barn tilbage, kan det vel næppe forklares. Og sandt at sige oplevede hun vel døden som den direkte modsætning til miraklet. Hvis miraklet er, at døde blive levende, ja, så var moderens oplevelse af døden intet andet end en ulykke – en ulykke, der ikke kan forstås med selv den bedste vilje.

Hvad har så denne moder til fælles med enken i Jesu underberetning, der på mirakuløs vis får sin søn tilbage? Jo, begge oplevede sorgen og savnet. Begge mødre oplevede døden som virkelighed, ikke bare som noget passivt, men som en begivenhed. Begge havde brug for trøst og begge medvirker i en fortælling om det i livet, vi ikke selv kan kæmpe imod eller kæmpe for: Nemlig døden og livet. Men hvorfor skulle moren i H.C. Andersen opleve det som en oplykke, mens moren i Jesu fortælling oplevede velsignelsen? Ja, hvem har ret til ulykkens blomst, mens andre får velsignelsens blomst?

Når vi ikke kan svare på sådanne spørgsmål, skyldes det, at de to blomster både er to, men samtidig én.  De er én og samme blomst, fordi ulykke og velsignelse ikke kan skilles ad akkurat som liv og død ikke kan skilles ad. Livet bliver til liv i lyset af døden. Og døden bliver til død i lyset af livet.

Miraklernes tid er ikke forbi

Miraklernes tid er ikke forbi. Eller for nu at gøre et forsøg på at skabe lidt forvirring: Lige så meget som vi kan sige, at miraklernes tid er forbi, lige så meget kan vi sige, at miraklernes tid ikke er forbi. Lige så meget som Kristus døde på korset, lige så meget lever han på Korset: Nemlig som en del af os, vores dybeste menneskelighed.

Og netop i den dybeste menneskelighed, altså vores fælles som individuelle virkelighed, dør og lever de mirakler, som vi har brug for. Det kan lyde abstrakt, og det gør det muligvis, fordi livet, og især døden, kan være så svær en størrelse at beskrive i ord. Når det er sagt, er det vigtigt, at vi tør tale om ikke bare livet, men også døden. Det er her, i samtalen og mødet, at vi trøstes, og det er her, at vi med tiden får mod og styrke til at leve videre med savnet. Uanset hvilken smerte vi har mødt, møder eller går i møde, om det er en brækket ryg, et blindt øje eller et nedbrudt hjerte, så er og bliver ’mirakler’ aldrig blot en snak. For miraklet er ikke nødvendigvis én bestemt begivenhed for 2000 år siden som en legemlig opstandelse, men derimod dén begivenhed som forsigtigt (eller måske dramatisk) rammer dig i dit liv.

Vi kan altså kun selv sætte ord på de mirakler, der griber ind i vores liv. Mirakler, der styrker os i troen, mirakler, der grundfæster os i kærligheden, og endelig, mirakler, der fylder os med liv.

”Unge mand, rejs dig op” var ord i dagens tekst til en enke i sorg. Men det er også ord til os i dag, fordi de kan få os til at rejse os op og se, at vi har fået besøg.