Prædiken over Matt 6,24-34 (15. søn. e. trin.)

        - fri os fra bekymringsmanien

Når Jesus taler

Dagens tekst, for nu at gå lige på og hårdt, er en tale. Det er en tale, som formentlig er blevet holdt på toppen af et bjerg i forlængelse af en række andre taler. Disse taler kaldes tilsammen bjergprædikenen.. Det er taler, hvor Jesus så at sige lærer fra sig. Han ser i hvert fald sine medmennesker, ser hvordan de bekymrer sig. Han hører deres klager. Han mærker deres bestandige søgen efter tryghed – en søgen der ofte drejer sig om penge; ja om, hvordan man forvalter sit eget liv. Derfor taler Jesus heller ikke om ganske tilfældige ting.

Livstemaer

Når vi i salmen for lidt siden sang ”lille Guds barn hvad skader dig”, skal vi ikke igennem mange vers, før det går op for os, at salmen taler til os, fordi den handler om noget, vi kan genkende fra vores eget liv. Det samme kan man sige om det Jesus siger og gør. Hans bjergprædiken eller mange taler er livstemaer. Livstemaer, der ikke blot er grebet ud af den blå luft, men snarere er grebet ud af os. For med evangeliet sættes vores liv på dagsordnen. Tro det eller ej, men vi er på Guds dagsorden!

Ansigt til ansigt stilles vi ikke blot over for Gud og vores næste, men også over for os selv: Er du f.eks. lykkelig? Bekymrer du dig om, hvorvidt du tjener penge nok? Vil du gerne se anderledes ud? Mangler du det mere rigtige tøj? Hvad med maden, går du og drømmer om at kunne købe meget mere af det, som lyser ud af de mange reklamer? Har du slet ikke tid til at leve, fordi du er mere bekymret for dagen i morgen?  Der er altså i dagens tekst et livstema. Og for en gangs skyld er det ikke så svært at forstå: Vores ’bekymringsmani’.

Bekymringsmanien

Når Jesus spørger, om livet ikke er mere værd end maden og legemet mere værd end klæderne, er det meningen, at vi skal sige ’ja’. Ja, mit liv og min krop er vigtigere end alt det, jeg så ofte bekymrer mig for. Men at vi siger ja eller måske nikker genkendende til, at det er vigtige er se himlens fugle og markens liljer, er ikke ensbetydende med, at det faktisk er det vi oplever. For godt nok er vi herre over vores eget liv og vores kroppe, men når vi nu skal prøve at forvalte vores liv, ja ned i hverdagens små detaljer, er det som om, at vi ikke er alene om at råde. Enten er der stemmerne udefra, hvad enten det er reklamer eller kulturen omkring os, eller, også er der de indre stemmer – indre stemmer, der taler om økonomisk sikkerhed. Og det er ofte her, at vi spejler os: Hvordan får jeg råd til hus, bil, ja, mit liv? Eller: Hvordan undgår jeg at give afkald på alle de ting, jeg gerne vil være omgivet af? Problemet opstår, når virkelighed og ønsker ikke er i overensstemmelse. Så bliver det svært at spejle sig, og hvem er vi så? Måske er det i virkeligheden den tungeste bekymring.

Det siges ofte, f.eks. i Lene Hanssons glimrende kost- og opskriftsbøger (som i måske kender), at ”du er, hvad du spiser”: ”Du er, hvad du spiser” – pas på med sådanne formuleringer og forestillinger. Jeg tror ikke, at vi skal hente vores identitet ud fra hverken mad, tøj, møbler eller for den sags skyld de mange (livs)forsikringer, der skal sikre os selv efter vores død.  Skal vi ud af bekymringsmanien, må vi finde et andet spejl frem.

Guds rige-spejlet

For det handler nemlig om, at vi spejler os. Overalt møder vi os selv sådan, som vi ved, at vi bliver betragtet, eller sådan, som vi selv ønsker at blive set på af andre. En sådan spejling er også en måde at få identitet, ja ikke bare identitet, men bekræftelse.

Et enestående eksempel på alt dette er såmænd mig selv. Hvad vil det nemlig sige sådan at blive præst, og ikke nok med det at flytte til en ny by, ikke som et nyt menneske, men som den nye præst? Mine forestillinger om, hvad der forventes, bliver nemlig nemt til mere end forestillinger. De bliver til ønsker og en måde at skabe indflydelse på mig selv og mit liv. Præsterollen bliver spejlet. Men kommer der ridser i overfladen, ja, så kan identiteten krakelere og bekymringerne tage til.

Et godt spejl er derimod evangeliet, eller det jeg kalder, Guds-rige-spejlet. Evangeliet, som jo betyder det glædelige budskab, er vores mest elementære livsbudskab: ”Søg først Guds rige før alt andet”, som Jesus siger i dagens tekst: ”Se dig i Guds-rige-spejlet” kunne vi oversætte det med i dag. Og nu tænker jeg ikke på et spejl oppe i himlen eller på et spejl, der skal komme en gang i fremtiden. Nej, jeg tænker på det spejl, vi står i og over for lige nu: Guds rige!

Og dette er spejlet: At vi skal se os selv i lyset af det, vi bærer i vores indre, nemlig Gud. Og derfor peger Jesus på det liv, vi står midt i. Stop op og giv dig selv tid til at se, høre og sanse. Vi er ikke nødvendigvis, hvad vi spiser, ser eller møder, men vi har det med at spejle os. Og spejle kaster som bekendt spejlbilleder tilbage.

Hellig bekymringsløshed

Guds rige-spejlet er som et åndehul. Åndehullet søger vi, når det hele bliver for meget, måske har vi brug for at komme væk fra byen eller endda familien. Så søger vi ofte ud i naturen. Her betyder det ikke så meget, at vi ikke har de pasformede jeans på eller lagt dagens makeup. Her kan vi også slippe kontrollen, bekymringerne og dagens fast rutine og i stedet beundre: Beundre naturens pragt og, hvorledes liljen er klædt og gror uden en eneste anstrengelse eller bekymring. I naturen ser vi livet i dets helhed, vi bliver et øjeblik salige og forstår pludselig at nyde vores egen blotte eksistens. Men åndehullet er også lige her, ja, det er som med Kristus eller som vi om lidt skal synge, som Guds rige: det er midt i blandt os. Og gud ske lov og tak for det, for her har vi vores ’hjem’. Her behøver vi ikke at sætte vores lys under en skæppe. Her handler det nemlig om den mulige hverdag, nemlig, at vi kan spejle os som de lys, der altid skinner, også i livets nat (mørket).

Vi er måske ikke altid bekymringsløse, men så må vi i ny og næ huske os selv på at se os i spejlet og her gribe den hellige bekymringsløshed som vores eneste spejlbillede.